Jeg mangler nogle at spejle mig i.
Jeg har været i onlinekursusbranchen siden 2013 og har fulgt rigtig mange dygtige mænd og kvinder, der fortæller om, hvordan man skal holde fokus, niche ned og derved skabe succes.
Jeg har set kollegaer blive virkelig dygtige på deres felt og gå hele vejen til tops i deres arbejdsliv.
Udfordringen er bare, at jeg hader at holde fokus på kun én ting ad gangen.
Jeg har ALTID fokus på flere ting på én gang, for ellers føler jeg mig ikke hel som menneske.
Det resulterer konkret i, at jeg lige nu har fire ret forskellige ben i min forretning, og jeg er ikke villig til at slippe nogle af dem.
Jeg ejer SlyngeSkolen, hvor jeg sammen med min kollega uddanner bære-konsulenter og hjælper forældre med, hvordan de kommer i gang med at bære i slynger og vikler.
Jeg har LivsBasis, hvor jeg arbejder med personlig udvikling med fokus på frygt, skam og skyggearbejde.
Jeg har VægttabsUniverset, hvor jeg vejleder i fleksibelt vægttab fri for myter med 360 graders fokus på kost, bevægelse og psyke.
Jeg har OnlineBizzBasis, hvor jeg er mentor og teknik-hjælper for kunder, der vil sælge deres onlinekurser via platformen Simplero.
Og så er der alt det, jeg interesserer mig for på sidelinjen.
Der er dog en rød tråd i alle mine passioner:
DET ER ALTID NYBEGYNDERE, JEG ELSKER AT HJÆLPE MED AT MESTRE DET UKENDTE.
Alt, hvad jeg laver, handler om at lære min viden videre til andre. Og det er jeg pissedygtig til!
Jeg har ikke fundet én enkelt karrierevej, der kunne stimulere alle mine forskellige talenter. Jeg følte ikke, at jeg passede ind. Samtidig har jeg altid følt mig dum, fordi jeg ikke tog en “normal” fireårig videregående uddannelse.
Så det er faktisk grunden til, at jeg i dag er selvstændig. Nød lærer nøgen kvinde at spinde.
Jeg hader at rejse fysisk, men jeg kan ikke leve uden at rejse mentalt igen og igen. Jeg tager uddannelse efter uddannelse (selvbetalte), gnaver bøger, tv-programmer og podcasts igennem omkring de emner, jeg brænder for.
Jeg føler mig som den langsomste snegl i verden, fordi det jo går pisse langsomt med fremdriften, når jeg arbejder på så mange områder samtidig.
Samtidig elsker jeg, at jeg har skabt mig et arbejdsliv, hvor det er muligt at dyrke mine mange passioner og tjene penge på dem. Men det er samtidig også forbundet med altid at føle, at jeg er forkert, fordi jeg ikke gør som dem, jeg forsøger at spejle mig i.
Det kan umuligt være så ualmindeligt, som jeg altid har følt og fået at vide, at det er.
Så hvor er I?
Jer, der nægter at fokusere på kun få emner.
Hvordan ser jeres liv ud?